Idégrundlag

Jyllands Park Zoo (Haunstrup Dyrepark/Jyllands Mini Zoo) ligger ved Haunstrup - 10 km. vest for Herning ad A15. Haven drives privat - og får ingen støtte udefra.

Haven blev oprettet i 1969 på et husmandssted med tilhørende 10 trd. land. Formålet med den lille zoo var især at lade børnene komme i tæt kontakt med dyrene; de skulle have mulighed for at lege med dyrebørnene og fodre dem.

Begyndelsen var svær og beskeden, men siden har vi hvert år udvidet og udviklet haven. Vi har hele tiden forsøgt at forbedre forholdene - først og fremmest for dyrene - og dernæst gæsterne.
I dag spænder haven over 35 trd. land.

Haven med meget hygge og atmosfære besøges hvert år i sæsonen (der ligger fra palmesøndag til uge 36) af 250.000 glade gæster.